Kort summary
Luhmann skriver om karakteristikaene ved nyheder og features og kommer rundt om hvordan selektion er en væsentlig del heraf. Han skriver om de forskellige former for selektion, der foretages inden for nyhedsmediet, og beskriver hvordan nyheder og features har nærmet sig hinanden. Han slutter med at forklare massemedierne som system over for omverdenen.
Referat - kronologisk
Luhmann starter med at karakterisere nyheds- og feature mediet. Han mener, at man skal holde sig usandsynligheden for, at der findes konstante nyheder for øje. Nyheder er altså sådan set karakteriseret ved, at man venter til der sker noget nyt og spændende, og så beretter man om det (1600 tallets flyveblade er et godt eksempel). Dernæst er nyheder hverken nutid eller datid - man skal have fornemmelsen af, at det forgangne stadig er nutid, når man hører om det. Her kan nyhederne implicere en kontinuitet; at tingenes tilstand rækker ud over hvad man ved lige nu. Nyheder er dog gjort sandsynlige med tiden, og dermed opstod behovet for en professionalisering: journalistik. Man må stole på, at nyheden er sand. Og hvis der var for stor en fejlkvote, ville det særegne ved nyheder og features bryde sammen. Professionen betjener altså samfundet med sandheder.
Men! Massemedierne er kun interesseret i sandheden under begrænsede betingelser, til forskel fra den videnskabelige forskning. Der ligger således en stor grad af selektivitet i nyheder og features. Det betyder, at systemets (Luhmann siger ikke hvilket system, men tror han mener “massemedierne”) forhold til sin omverden ikke består af gensidig reduktion af kompleksitet. Systemet har internt overskud af kommunikationsmuligheder og dermed frihedsgrad. Systemet er derfor nødt til at pålægge sig selv indskrænkninger, fordi det har en autonomi over for omverdenen, der er determineret af systemet (jeg synes denne passage er lidt kompliceret, så læs evt. selv nederst s. 41). Luhmann fortsætter nu med at nævne forskellige former for selektion inden for nyheder:
- Overraskelsen - informationen må være ny og bryde med bestående forventninger. Ved nyheder tænker man på en éngangsbegivenhed, men erkendelsen af nyheden kræver en kontekst, som man har tillid til. Der findes også serieproduktion af nyheder, som fx sport, hvor der hver dag kan berettes om noget nyt.
- Konflikter foretrækkes. De udsætter den forlæsende information om vindere og tabere, hvilket skaber spænding.
- Kvantiteter er en særlig virksom indfanger af opmærksomhed. Et bestemt antal er altid informativt, og informationsværdien kan øges når man tilføjer sammenligningstal. Kvantiteter kan både skabe aha! følelse hos dem, der ikke har meget forstand på sagen og bidrage til yderligere information hos dem, der har. Kvantiteter er dog ikke uskyldige; tilbagevenden til tidligere kvantitet ses som et tilbageskridt et et samfund baseret på vækst. Den negative side ved dette, ses fx hvis eksportkvoterne er faldende.
- Det lokale anstrøg giver vægt til informationen. Små nyheder kan kun meddeles i en snæver, lokal sammenhæng (fx at et postbud er blevet bidt i en landsby). Fjernhed må altså kompenseres med nyhedens vægt, hvilket i lokale sammenhænge formidler, at sådan noget næppe ville ske hos os.
- Normbrud fortjener en særlig opmærksomhed. Brud som retsbrud og brud på moralen tager ofte form af skandaler. Igennem skandaler og normbrud kan massemedierne skabe en følelse af fælles truffethed. Dog må det forudsættes, at ingen kender det samlede omfang af afvigelsen, og vi får dermed på den ene side gjort normen synlig, men på den anden side får vi “pluralistic ignorance”. Ikke i form af indoktrinering, men blot ved fremlæggelse af sagsforhold. (Herefter kommer Luhmann med et eksempel omkring kriminel adfærd). Ved siden af meddelelserne om normbrud findes også en præference for det usædvanlige, som kan tilskrives underholdsningssektoren.
- Normbrud bliver frem for alt udvalgt til afgivelse af beretning, når der kan blandes moralske vurderinger ind, altså når det kan give anledning til agtelse eller misagtelse af personer. For så vidt har massemedierne en funktion i reproduktionen af moral, uden det dog betyder, at massemedierne skal føre samfundets moralpleje i retningen af god handlen. Det er derfor kun moralkoden, der reproduceres, altså forskellen mellem god og ond adfærd. Denne fremstilling af moral sker i forbindelse med skurke, ofre og helte. Modtageren er og bliver på den anden side iagttager.
- Der sker gennem massemedierne en tilregning til handlen og den handlede i forbindelse med normbrud. Fx kan komplekse baggrundsforhold belyses for at forskyde fortjeneste og skyld. Men hverken de handlende eller handlingerne er givet som empiriske fakta, da man ikke kan se eller høre grænserne for den handlende eller handlingen. Det drejer sig derfor om institutionelt og kulturelt dækkede konstruktioner (her kommenterer Luhmann Webers begreb Verstehen). Der sker, med Luhmanns ord, en “frem-og-tilbage-kopieren af handlingsmønstret mellem medierne og det, der præsenterer sig som virkelighed i hverdagserfaringen.” Her bliver interessen for personer også reproduceret, og personer tjener som håndgribelige symboler på en ubekendt fremtid. Personer og handling som begreber kan hverken begrænses til sociale eller bevidsthedsmæssige, eller til biokemiske eller neurofysiologiske processer - men forudsætter at alle disse bidrager til det at handle og være en person.
- Kravet om aktualitet tilfører en koncentration om meldingerne af enkelttilfælde. Kravet om rekursivitet (at noget refererer til sig selv) gør, at der kan tages hensyn til begivenheder i senere udmeldinger (enten fordi meddelelsen så kan tillægges en typisk betydning eller giver grund for en narrativ kontekst). Nogle gange giver det anledning til “serier” af begivenheder (nøglebegiveheder).
- Ytring af meninger kan også udbredes som nyhed. Dels bliver folk spurgt om deres meninger, eller de presser sig selv på. Og det handler om begivenheder, der ikke ville være fundet sted, hvis der ikke fandtes massemedier. Verden bliver hermed suppleret med støj, initiativer, kommentarer og kritik. Her må selektionskriterierne også blive fordoblet: dels skal sagen være interessant, men må også stamme fra en kilde med et bemærkelsesværdigt omdømme. Realbegivenheder og meningsbegivenheder bliver sammenblandet i en masse, hvor man ikke kan skelne informationernes herkomst.
- Alle disse selektioner bliver yderligere selekteret ved, at det er organisationer, der selekterer og udvikler rutiner til dette. Og for det endelige udvalg af information spiller tid og tilrådelighed stående plads en væsentlig rolle, og disse kriterier gælder under synspunktet om gentagen anvendelighed og er hverken nye eller ophidsende. Organisationsprogrammer udgør dermed det modsatte af, hvad vi ville sige var nyhedsværdi.
Features, som ikke er afhængige af dagens begivenheder, må skelnes fra nyheder. Deres nyhedsværdi fremkommer af publikums formodede vidensstadium, og det kan være beretninger om fjerne lande, bestemte sygdomme, klimatiske forhold etc. Men man kan iagttage en sammensmeltning af differencen mellem nyheder og features. Publicerede nyheder lagres elektronisk og kan tages op og transformeres til en senere reportage. Systemet producerer hermed informationer fra informationer, og forlængst glemte nyheder kan igen vinde informationsværdi.
Som sociolog vil Luhmann gerne vide hvortil denne udnyttelse bliver anvendt. Diskrediteringshensigter er en mulighed, demonstration af trægheden i de politiske apparater en anden.
Skønt sandhed som førnævnt er uundværlig for nyheder og features, følger systemet ikke koden sandt/falsk, men information/ikke-information. Det erkendes ved, at usandhed ikke benyttes som reflektionsværdi. I modsætning til videnskaben gennemreflekteres informationen ikke på en måde, så usandhed kan udelukkes. Selvom man skelner mellem selektorer på nyheds- og feature området, risikerer man at skabe et for simpelt billede af massemediernes realitetskonstruktion. Udvælgelsen (selektionen) er kompleks og den vil altid skabe bestemte identiteter, som i sig selv ikke er en identitet, men igennem reference bliver det, bliver en rekursiv anvendelse og som derfor bliver identificeret. Identitet bliver altså skabt, når man kommer tilbage til noget, og fører konfirmering og generalisering med sig. Og det identificerede bliver transformeret til et skema. Så til grund for al selektion ligger en sammenhæng mellem kondensering, konfirmering, generalisering og skematisering.
Luhmann fremhæver dernæst, at selektionen også altid skaber den anden side af de fremstillede forhold (negativ-siden af den binære kode), altså “ikke-selektionen” bestående af verden iøvrigt. Her skelnes mellem information og meddelelse, og at information er sand, er kompatibelt med meddelelsen som kontingent (som noget der kan undvære, som produkt af en beslutning).
Den sociale hukommelse fyldes med disse identiteter, som hele tiden fornyes, og hukommelse n konstruerer gentagelser, redundans, men med fortsat åbenhed over for det aktuelle. Dette er kompatibelt med systemets operative lukkethed og kunne slet ikke finde sted, hvis omverdenen var aktiv i systemet.
Selektionen føder også en mistanke til motiverne bag selektionen. I nyere tid har man eksperimenteret med svar på det forhold at alle sagsreferencer er kontingente, Det ene svar går på at kun det nye, overraskende og kunstfærdige kan nydes, da alt andet er som det er (1) (Kunstteoriens svar). Heroverfor er den politiske teoris svar, der forventer en interesse i meddelelsessiden (2). Dermed skelnes mellem motiv (1) og formål (2) og mellem manifeste (1) og latente (2) grunde til kommunikation. (det er et lidt langhåret afsnit).
Disse forskelle ses endnu i dag, i massemediesystemet: På den ene side er usandsynligheden blevet en institution - den er forventet. På den anden side “manipulerer” massemedierne den offentlige mening. De svarer ikke på spørgsmålet om hvorfor meddelelsen sendes ud. Dette gælder også for fjernsynet, men alligevel kan netop nyhedsudsendelser benytte sig af den bonus, at de filmer begivenheden i begivenhedens realtid. Med digitaliseringen må man derfor forvente en øgelse af manipulationsmulighederne. Mens sproget mere og mere må opgive at garantere for realitet, bliver billedet genstand for reproduktionen af realiteten. Der findes ikke i samme forstand som ved modsigelsen af ordet med ordet, en modsigelse af billedet med billedet.
Det er imidlertid vigtigt at forstå, at den begrænsede mulighed for manipulation - og den overdrevne, men ikke gennemtrængende mistanke om manipulation - er en systemintern problematik, og ikke en effekt massemedierne skaber i deres omverden. Læsere og tilskuere er deltagere og deres forståelse foregår i systemet.
Afslutningsvis hævder Luhmann, at i mistanken om manipulation finder koden information/ikke-information tilbage til enhed. Adskillelsen ophæves, men der kan ikke opstå information eller nyhed. Systemet må leve med mistanken om manipulation, og intet autopoietisk system kan ophæve sig selv.